Af Kathrine Foged
Mit liv er blevet så meget nemmere efter mødet med forståelsen af De 3 Principper. Jeg føler ikke livet er nær så tungt. Jeg spiser anderledes, er mere lattermild, er i mine relationer på en meget lettere og mere omsorgsfuld måde og så er jeg helt generelt bare mere rolig. Eller rettere mere i min ro, som altid er med mig, når jeg ikke uskyldigt får tænkt mig væk fra den. Jeg er blevet betydeligt bedre til at være med det, som er. Er jeg vred eller ked af det forsøger jeg ikke længere at lave det om. Jeg er bare i det. For jeg ved det snart går over igen.
Da jeg først lærte forståelsen at kende, hørte jeg om Sydney Banks’ store indsigt. Og nøj, hvor jeg drømte om en indsigt, der svarede til den han havde. Sådan en uge hvor man var helt høj, hvor sol og måne stod i et, og hvor man radikalt ændrede alt.
Den kom ikke til mig, men jeg fornemmede at mit liv lige så stille begyndte at ændre sig, i takt med jeg blev bedre til at slippe uhjælpsomme tanker. Eller blot genkende dem som det de var – tanker..
Jeg var pludselig mere lattermild og mindre selvhøjtidelig. Husker en dag jeg væltede en kop te ned i en bog jeg havde lånt af min kollega. Før forståelsen havde jeg været mega frustreret og skældt ud på mig selv og brugt mange tanker på at overskue konsekvenserne af det. Her grinede jeg blot, og trak på skuldrene. ”Skidt pyt” tænkte jeg og sendte et billede til min kollega med teksten ”Klumpedumpe her skylder dig vist en ny bog. Den er, by the way, ikke så pjattet med solbær-te, måske mere en kaffedrikker?”
Selvom jeg så ting ændre sig for mig, havde jeg dog alligevel svært ved at kende forskel på, hvad der var tanker, og hvad der kom fra min sundhed og visdom?
Jeg husker en morgen, hvor det kom til mig, at jeg skulle sige op på mit arbejde. Og jeg anede ikke om det kom fra min visdom eller fra intellektet. Så jeg hoppede på tanketoget og tænkte og tænkte over det. ”Listen for a feeling” Siger de som har SET SET det her. Og jeg kunne slet ikke finde den følelse. Indtil jeg havde sovet mig en lur. Så stod det soleklart for mig at jeg jo egentlig var rigtig glad for mit lærerjob, men vist bare havde fået tænkt mig ned i et hul.
Lige der så jeg forskellen på en indsigt og tosse-tanker.
En indsigt
- Kommer ALTID fra et roligt sted.
- Den er fuldstændig enkel. Ikke en masse for og imod, som intellektet ofte muntrer sig med
- Den kommer på et tidspunkt, hvor jeg ikke lige har brugt en masse tid på, at tænke over det pågældende. Eksempelvis i badet, i bilen, i køen i supermarkedet eller på andre tidspunkter hvor der er ro i mig, og dermed plads til, at min sundhed kan give mig klar besked.
- Den er kærlig. Selv hvis den fortæller mig, jeg skal slå op med en kæreste, sætte en grænse overfor min søster eller på anden vis konfrontere et andet menneske. Den kommer altid fra et kærligt og tydeligt sted, og kommer derfor meget mere tydeligt igennem med sit budskab, end hvis mine trætte tanker får frit løb.
Er alting så bare blevet nemt og uden konflikter nu? Nej, naturligvis ikke. Jeg havner stadig langt nede i min humørelevator eller hopper på tanketoget fra tid til anden. Men nu opdager jeg som regel, når det sker. Og så griner jeg lidt af mit skøre ego, som leder mig på vildspor, og venter til stormen er drevet over. Jeg minder mig selv om, at hvis der er noget, jeg skal vide, skal min visdom nok vise mig det, når jeg kommer tilbage i min ro. Den ro som altid er lige bag alle tankerne.
Det føles lidt som en superkraft at kende til 3P.