Skrevet af Henrik Andersen
Sidder her foran brændeovnen, katten dovent henslængt ved mine fødder,
labtoppen småbrummende i mit skød, solens stråler kærtegner blidt et tyndt lag sne
udenfor, og min højre arm og kind. Livet er sgu meget godt, og roen har indfundet
sig i krop og sjæl.
Kan høre musik fra malerværkstedet, hvor fruen står og maler, forestiller mig at hun
synger med og svinger malingsvædede pensler i kreativ takt på livets farvemættede
lærred. Mine 2 drenge er ved at vågne op fra deres uendelige rejse i
weekendsøvnens altomfavnende rige, kan nemlig høre dem rumstere på
værelserne, tænde computere, telefoner og playstations for at mødes med deres
venner i den virtuelle verden.
Elsker disse søndag formiddage hvor huset stille, men sikkert, vågner op og tager hul
på endnu en dag, uden en uønsket tanke eller følelse i sigte, men lur mig om ikke en
eller anden meget alvorlig og vigtig tanke nok skal gøre alt for at gøre opmærksom
på sig selv og få roen til at fordufte som dug for solen.
Ja selvfølgelig, lige der midt i roen, materialiseres et hav af ubrugelige tanker sig ud
af det blå. Drengene burde gøre rent på deres værelser, fruen får nok den fikse ide
at bilen partout skal have vinterdæk på, Skat rykker for en forskudsopgørelse og det
faktum, at jeg har en vigtig MUS samtale med chefen i morgen, og mon ikke der
inden længe dukker en penge betlende indsamler op ved døren, efterfulgt af noget
langt ude familie på søndagstur, hvad fanden skal jeg stille op med det, jeg er ikke i
besiddelse af hverken kontanter eller kaffe.
Men hør hov, jeg sidder jo stadigvæk, og kigger ind i ildens dansende flammer og
nyder at være lige der i roen, langt væk fra tankernes 5 sporede motorvej med
afkørsler i alle retninger.
Lige der henslængt i stuens mest behagelige flyder, går det op for mig, at det eneste
der kan fjerne mig fra roen, og sætte mit afslappede korpus og behageligt
følelsesløse sind i en altoverskyggende alarmtilstand, er når jeg helt uskyldigt
begynder at tro på tankerne og de i rasende fart samler mig op på rastepladsen ved
tankemotorvejen, og tager mig med på tur og tager afkørslen mod fortid og fremtid.
Pludselig ser jeg mig selv sidde der i stuen, afslappet, uden en tanke at forfølge og
klar til alt livet har i sinde at smide i min retning, ikke fordi noget har ændret sig,
men bare fordi jeg med et har set, at det altid vil være mine egne tanker, der for en
stund får mig væk fra roen.
Jeg forestiller mig, at alle mine tanker er som fruen i malerværkstedet og drengene på
teenageværelserne, altså en familie der bor i samme hus som mig, som engang i
mellem slår et smut forbi mig inde i den varme dejlige stue og fortæller, at lige nu er
de bange, irriterede, kede af det, sårbare, jublende lykkelige, forelskede, helt ok eller
en anden af de følelser, vores kære tanker har det med at skabe fra sekund til
sekund.
Tidligere havde jeg det sådan at nogle af mine tanker ikke var velkommen i min
velorganiserede hjerne, for de gav mig følelser jeg for alt i verden ville være fri for.
Derfor ønskede jeg dem derhen hvor peberet groede, låste dem inde på deres
fiktive værelser, patrollerede rund ude og inde for at opdage ubudne tanker før de
brød ind og gjorde livet surt for mig.
Som I sikkert allerede har fornemmet, gjorde alle disse energislugende og
stressfremkaldende tanketiltag ikke den store forskel, tværtimod begyndte tankerne
at banke højt og længe på låste døre, troppe op både ude og inde og fortalte mig at
de var kede af at blive send hen hvor peberet gror.
Tænk hvis tanker havde følelser, så var det ikke specielt kærligt eller særligt
omsorgsfuldt at behandle dem, på den måde som jeg gjorde. Kan i bagklogskabens
uendeligt klare lys godt forstå, at de blev mere og mere insisterende, larmende og i
sidste ende altovervældende. For jeg gjorde jo alt for at komme af med dem,
ønskede mig bedre og positive tanker, ignorerede og skældte dem huden fuld og
forsøgte at spurte væk fra dem med lange angstfyldte syvmile skridt. Ikke underligt,
at de ikke følte sig velkomne inde i stuen tæt på brændeovnens behagelige varme.
Tænk hvis vi kunne omfavne alle vores tanker, på samme måde som vi omfavner
vores elskede, fortælle dem, at her hos mig er du altid velkommen, lige meget hvilke
tankeskabte følelser du skulle være i besiddelse af lige i øjeblikket. I metaforisk
forstand lade alle døre stå på vid gab i huset, på rastepladsen ved den 5 sporede
tankemotorvej, hvor du bor sammen med alle dine tanker og følelser.
Ved godt det lyder som ønsketænkning og en sukkersød metafor, men hvad nu hvis
det rent faktisk virker og du ikke længere behøver at være bange for ubudne
tankeskabte følelser og ikke længere behøver at patruljere i huset døgnet rundt iført
knippel og klirrende tonstungt nøglebundt til låsene på dørene ind til trænge og
ildelugtende tankeceller. Hvad nu hvis det også er helt ok at blive kidnappet af en
meget virkelig og insisterende tanke og komme med på en nærmest uendelig
søndagstur ud af den 5 sporede, når blot du ved, at du i virkeligheden bor i det
skønneste hus på rastepladsen i behagelig afstand til tankemotorvejen.