Af Michael Ratz Andersen
“Det eneste du skal skynde dig med, er at sætte hastigheden ned”
Lørdag d. 27. juli kl 6:05 vågnede jeg i et sommerhus i Hvidbjerg. Jeg listede stille rundt, for min kæreste sov trygt endnu, og jeg ville ikke fremskynde hendes vækkelse. Jeg stod op og satte en kop kaffe over og tog tøj på. Skar et humpel rugbrød og satte mig ud i den nyfødte morgensol. Den kølige milde morgenvind bragte lidt havluft fra fjorden med til mig.
Jeg løftede blikket, men jeg kiggede ikke bare, jeg så virkelig. Jeg så igennem mig med klarhed, ubefrugtet af tanker, bare helt til stede i ren oplevelse af nærvær. Mærkede træernes stoiske ro og buskenes vildskab, græssets nydelse af morgenens dug. Naturen skynder sig ikke, den ER bare, med hvad der er.
Midt i denne gavmilde frodighed, sad jeg og betragtede det, som jeg er en del af. Jeg er natur, der oplever natur. Jeg er naturen, der nyder sig selv.
Der er ikke noget jeg skal. Der er ikke noget jeg skal gøre for at træet vokser, eller for at græsset gør det græs nu gør under vores fodsåler. Jeg behøver ikke forstå processen bag træets optag af CO2 og skabelse af ilt, det har livet styr på. Jeg skal ikke forstå hybenbuskens skønhed eller duft for at nyde den.
Der er ikke noget jeg skal gøre for at livet og alle dets processer fungerer, jeg kan bare nyde det, der folder sig ud for mig. Det, der åbenbarer sig for mig i hvert øjeblik, er kulminationen af liv og udvikling gennem al tid.
Livet lever mig, livet danser danseren.
Sangeren og sangen er livet, der synger livet.
Livet er levende og det, der er levende, er i bevægelse, i forandring, i udvikling, og når vi holder udvikling fast, så er det ikke længere i bevægelse. Det er flygtigt, netop fordi det er i konstant spiring. Livet skal ikke holdes fast, det skal leve i frihed.
Det er “the principle of mind” eller livskraft. Den spænding, der hele tiden forløses i liv.
Naturen skynder sig ikke, den dømmer ikke; den er bare.
Men vi mennesker, som er natur, der har tankens gave, skynder os. Vi har en uskyldig tro på, at ledige hænder er djævlens legeplads. Vi tror i uskyldighed på, at vi er mere effektive, når vi har fart på. Vi fortæller os selv, at “nu må vi hellere blive færdige”.
Men livet bliver ikke færdigt, naturen er aldrig færdig.
Det er intellektets uskyldige leg. En tro på, at tanken om nogensinde at blive færdig, er sand. At vi på en eller anden måde bliver komplette, hvis vi sætter hastigheden op og får flere penge, eller at vi får mere tid til at nyde livet, hvis vi skynder os. Selvom vi i sandhed bare skynder os med at skynde os.
Tro er tanker, tanker opstår ud af ingenting, og når de først er opstået, kan vi komme til at tro på dem, at tro at de er vigtige, for så er vi vigtige.
Men faktum er, at tanker blot er tanker, og de opstår og forsvinder lige let.
Vi tror på dem, indtil vi opdager, at vi ikke behøver tro på dem. At tankerne måske ikke er så vigtige, at det måske ikke er så vigtigt at være vigtig.
At vi har en iboende værdi, tanker eller ej. At vi er livet værd, blot på grund af det faktum, at vi er her i livet.