Af Christian Frederik Olsen
LIVETS UBEGRIBELIGE LETHED (LUL)
et opgør med en psykologisk epoke .
Jeg sad og så en solsort spise en orm.
Jeg så, at jeg sad og så en solsort spise en orm.
Jeg så, at jeg så, at jeg sad og så en solsort spise en orm.
Jeg…………
Af alle menneskets oplevelser er livet den mest misforståede.
Du kan slå dig på tilværelsen. Faktisk kan du slå dig meget mere på tilværelsen end på noget andet.
Det gør ondt at falde. Det gør rigtigt ondt at støde sin lilletå på et stoleben, eller at gå ind i en glasdør man ikke har set, fordi en velmenende vinduespudser har taget en overbygning på sin uddannelse og lært, hvordan man kan gøre døre usynlige. Det kan gøre ondt at slå sig på sine medmennesker. Det gør ondt at sætte sig på en saunaovn, især hvis ens bagdel ikke er beskyttet. Det gør ondt at bære et granit fuglebadekar for sin svigerinde, hvis vægt (fuglebadet) ligger langt ud over ens formåen men ikke udover ens lyst til at imponere.
Men der er ikke noget, der kan gøre så ondt, som at slå sig på tilværelsen. Fysisk smerte kan være intens, voldsom og uudholdelig – en tid – men den fortager sig eventuelt. Nervesignalerne bliver svagere og svagere for til sidst at forsvinde, og opmærksomheden, som i sidste ende er kilden til oplevelsen af miseren, finder andre ting at bruge sin tid på.
I modsætning til dét kan smerter fra en kollision med tilværelsen vare fra et par timer til et helt liv. Hvor kroppen hurtigt eller langsom finder tilbage sin naturlige ubemærkethed, har psyken det sværere med at slippe smerten, fordi den er underlagt nogle andre vilkår. Den har evnen til at genopleve sine oplevelser. Det er svært om ikke umuligt at genskabe smerteoplevelse ved et benbrud. Men smerterne fra et traume kan vare en hel tilværelse, fordi de får deres energi fra en kilde, der hedder erindring, Erindring er en velsignelse, når det gælder om at genkalde sig glæderne ved lykkelige situationer, men lige så stor velsignelse erindringerne kan være, lige så stor pestilens kan de være, når det gælder problematiske hændelser, og det skyldes den følelsesmæssige ladning, der er knyttet til erindringerne – glæde eller smerte.
Evnen til at genoplive og genopleve fordums hændelser er gennem tider – ja såmænd også nu – blevet brugt og bruges som en vej til at hele gamle sår. Det er god latin at møde sine traumer for gennem mødet endeligt at kunne slutte fred med dem. Men ligesom latin er et historisk sprog, er der meget, der tyder på, at genoplivning af traumatiske hændelser indenfor overskuelig tid ligeledes blive en del af fortiden, en fase af psykologiens udvikling og en afvikling af en epokes holdninger og (mis)forståelse af sindets karakter. Den flade jords afgang ved døden til fordel for en mere naturtro, enkel og befriende forståelse af principperne for livets oplevelse frigjort fra de gamle indbyggede forhindringer og lurende farer.
På samme måde står hele sektoren for personlig udvikling overfor et paradigmeskift. Navigationskurser i tilværelsens mystiske farvande er ved at blive ændret til fordel for en mere helhedsorienteret forståelse af virkelighedens tilblivelse. Coachens rolle forsvinder i takt med, at ”jeg ved bedre kulturen” afløses af en voksende indsigt i individets medfødte visdom. Den hierarkiske rådgiver/klient relation bliver afløst af et facilitatorbegreb, der indebærer et jævnbyrdigt klientforhold, hvor det terapeutiske rum skaber resonans og genkendelse af en allerede eksisterende viden. Peptalkerens evne til at formidle et adrenalin kick, der for en stund får tilhøreren til at miste jordforbindelsen og føle sig som supermand, vil blive afløst af et naturligt samvær og nærvær, hvor kontakten til den allesteds/alle tids nærværende og medfødte indre intelligens vil overvinde barrierer og forhindringer, der tidligere reducerede den enkeltes evne til at udleve sit fulde potentiale – og dette på en livstransformerende måde i modsætning til de gængse midlertidige opture.
Reparationskulturen afløses af en anerkendelse af menneskets medfødte perfektion, som det bærende element i den nye forståelse. Perfektionen vil blive erkendt som et faktum, og som den uforanderlige tilstand, det permanente bagtæppe, som kun forstyrres af den enkeltes relation til sig selv og fortolkning af sin omverden.
Og det bedste ved hele denne forståelse er, at den opstår som følge af indsigt, og indsigter kræver som bekendt ikke nogen indsats. Der skal ikke gøres noget for at opnå noget. Og i denne erkendelse ligger en af de største forhindringer for udbredelsen af det nye paradigme: At døren til paradis står åben for den, som bare er. Det er en kendsgerning, at nullermænd kommer af ingenting. Nu har nullermændene så fået selskab af mental og fysisk sundhed og velvære. Er livet ikke fantastisk?
Med denne måske lidt indforståede tilgang til det nye paradigme, eller forståelse som går under betegnelsen De Tre Principper, vil vi kigge lidt på de forskellige daglige vejbump, der præger de flestes tilværelse, og som er med til at gøre deres livsoplevelse væsentligt mindre fantastisk, end den kunne være.
Vi vil ha’ det rart.
Drivkraften og motivationen bag alle handlinger og al adfærd er et ønske om at ha’ det rart. Det er i NLP sprog smukt udtrykt ved ordene ”Bag enhver handling er der en positiv hensigt”. Den positive hensigt er at opnå velvære eller som det mindste en forbedret sindstilstand. Selv de mest horrible, gruopvækkende handlinger har dette som sit endelige mål – at rykke et stykke nærmere til fred.
Der er en meget enkel forklaring på dette. Fred, harmoni og velvære er samlet set en grundlæggende tilstand, som bedst kan sammenlignes med solen og den blå himmel, der uanset vejret i øvrigt altid ligger som den permanente baggrund, som anes bag det vekslende skydække og tilsyneladende er forsvundet på dage med heldagsregn. Uanset hvordan vejret er, ved vi, at det kun er et spørgsmål om tid, før det atter bliver sol. Og det bliver solskin, af den meget enkle grund, at alle skyer er midlertidige. De er dampformationer, som opstår på grund af kulde/varme forhold, og de opløses for så måske at blive erstattet af andre eller af ingenting.
Kroppen og psyken er fælles om at indtage deres ”fabriksindstillinger”, hvis de lades i fred. På samme måde vil moder Jord, regenerere og slette alle spor efter menneskeheden, hvis beboerne forsvandt, og den blev ladt i fred. Den universelle energi, der gennemstrømmer alt, dig, mig, dyrelivet, planteriget, mineralriget, og med en intelligens der ligger hinsides forståelse sørger for at stjernerne bliver hængende på deres pladser på himmelbuen, at dit hjerte slår, at dine autonome systemer holder dig i live, så du kan koncentrere dig om din mission som menneske.
Denne intelligens er til din rådighed 24/7, men når igennem til dig i de stunder, hvor du glemmer at være dig. Denne intelligens stråler igennem som visdom i den tilstand af fred og harmoni, som er målet for vores handlinger. Denne intelligens vedbliver at kalde på dig i håbet om, at du endelig vil tage dig tid til at lytte. Det er det kald, som kun kan høres hinsides dit intellekt, en stille uendelig tålmodig røst, der overdøves når din tankevirksomhed kører af sporet, og du i en tilstand af total forblindelse forveksler illusion med virkelighed og handler derefter i en forfejlet tro – en grundlæggende misforståelse – på at spøgelser kan slås ihjel, og at du ved at bekæmpe illusioner kan opnå fred.
Jorden behøver ikke hjælp for at retablere sine økosystemer. Det klarer den universelle intelligens. Jorden behøver hjælp til at iværksætte sin healing, ikke til selve processen. Og hjælpen er, at der etableres et samarbejde mellem mennesker og økosystemerne.
På samme måde behøver vores mentale og fysiske tilstande ikke hjælp til at normalisere sig selv og finde tilbage til ”fabriksindstillingerne”. Men de behøver hjælp til at kunne gøre det. De har brug for at mennesket tilegner sig de indsigter og den forståelse, der gør, at de holder op med at blande sig i processen og lader den universelle intelligens tage over, hvor menneskets tro på egen kompetence igen og igen har spillet fallit.
De har brug for, at mennesket erkender, at perfektion er en naturlig tilstand, som opnås ved ikke-gøren og ikke ved en masse velmente indblandinger. Perfektion er som stilhed. Begge er. Og fordi de er, er det ikke alene nyttesløst men også kontraproduktivt at gøre dem til genstand for handling.
Tag ”nuet” som et andet eksempel. Nuet er! Det er en misforståelse, at man skal gøre noget for at være i nuet. Man kan ikke være andre steder. Oplevelsen af nuet forstyrres ved tankevirksomhed, som i én uendelighed bevæger sig fra fortid til fremtid og tilbage igen i en forvirret koreografi, der bedst kan betegnes som misforståelsernes dans.
Nuet er blevet fokus for bred opmærksomhed blandt andet som følge af Eckhart Tolle’s bog Nuets Kraft og senere med hele mindfulness bevægelsen, der startede med Jon Kabat Zinn’s annektering af gamle østlige traditioner som en psykoterapeutisk tilgang til afhjælpning af psykiske ubalancer. Mindfulness virker, og mindfulness virker fordi den hjælper til at dæmpe tankestrømmen på samme måde, som meditation har gjort det i umindelige tider. Men tankedæmpende aktiviteter, er stadigvæk aktiviteter med et mål. Der mangler stadigvæk en anerkendelse af, at væren er, når alt andet tager en pause.
Færre tanker – større velvære. Metakognitiv praksis har ligeledes denne erkendelse som sit eksistensgrundlag. Pia Callesen’s bog ”Lev mere – tænk mindre” har det sågar indbygget i sin titel, at livskvaliteten er en funktion af tankestrømmens intensitet. Det virker, men det er ikke dét.
Men trods alle disse gode tiltag er vi stadigvæk i en udefra-ind forståelse – at der er behov for at navigere, at der er os og vores omstændigheder, som vi skal forholde os til, at vi skal gøre noget for at opnå noget. Vi er tilbage til, at det kun er nullermænd, der kommer af ingenting, og at resultater er konsekvenser af handling.
Det er misforståelsen, at fred udspringer fra handling, som denne bog søger at gøre op med, og udfordringen ved udbredelsen af det egentlige budskab ligger i erkendelsen af, at det forholder sig modsat: Naturlig handling udspringer af fred. Det er ikke nogen ny erkendelse. Selv de mest garvede videnskabsfolk erkender, at de ikke har tænkt sig til banebrydende erkendelser, men at erkendelserne har opsøgt dem i øjeblikke af fred og selvforglemmelse. Mozart’s værker er ikke et resultat af hans intellekt og tilegnede viden om musik. Dertil er kompleksiteten alt for stor. Hans geni er et udtryk for graden af renheden af hans forbindelse med den universelle intelligens. Hans opdragelse indenfor musik var en forudsætning for at han kunne omsætte sin inspiration til noget jordisk brugbart – men den var ikke kilden.
Vi vil have det rart. Det var udgangspunktet for dette afsnit. Fred er en grundlæggende tilstand, som er kendetegnet ved fravær af modsætningsforhold, hvilket vel i grunden vil sige, at fred er et udtryk for enhed. Der er ingen konflikter, der er bare væren, som udtrykker sig i en følelse af velvære. Smilet er fremme, kropsholdningen er afslappet og rynkerne mindre markerede. Det er godt at være til, og for et øjeblik er selv den sure nabo et elskeligt medmenneske. Alt er ok og nuet rummer ingen problemer. Paradis har indfundet sig – eller bedre freden har afsløret, at paradis altid har været en realitet. En enhedsfølelse, en fornemmelse af samhørighed med alting, der har været skjult bag et dække af misforståelser, af tankemæssig forvirring og af en hel civilisations krav om at handling er den eneste vej til en lykke, der tit er baseret på en flygtig behovstilfredsstillelse.
Det er forkert at skrive at Livets Ubegribelige Lethed (LUL) er indenfor rækkevidde. LUL er simpelthen den gode Guds hensigt med vores tilstedeværelse på jorden. LUL er det himmelske rejsebureaus forståelse af all inklusive. LUL er et faktum. Spørg bare en solsort.