Livet er simpelt

Af Kim Brems

Men hold da op, hvor er vi dygtige til at gøre det kompliceret.

Hvis vi kigger lidt på hvad Sydney Banks, bl.a. har udtalt:

If the only thing people learned was not to be afraid of their experience, that alone would change the world.

Hvis det eneste mennesker lærte, var ikke at være bange for deres egne oplevelser, ville det alene ændre verden.

Med andre ord: Hvis vi kan forstå, at vi ikke behøver at tage tanker så alvorligt, men at det er helt OK ikke at handle på de tanker der dukker op, så vil vores liv blive mere enkelt.

Jeg oplevede en periode for cirka 25 år siden, hvor jeg var voldsomt mærket af alle de tanker og sammenhørige følelser der var i mig. Jeg var overvældet og havde svært ved at fungere. Vi kalder det stress. Med hjælp fra forskellige, kom jeg stille og roligt tilbage. Det skabte nysgerrigheden i mig for at finde en løsning, som jeg kunne bruge på mig selv og på andre. Jeg har siden taget flere forskellige uddannelser, indtil jeg i 2014 stødte på Michael Neill. De forskellige uddannelser virkede OK, men der var altid noget mere at lære, noget mere jeg skulle gøre. Ved at opdage de 3 Principper følte jeg at nu havde jeg fundet noget som føltes rigtigt.

Jeg deltog i nogle af Michael Neills online kurser, begyndte at søge inspiration på nettet og fandt frem til at der faktisk var en del i Danmark, som arbejdede med denne forståelse. Selvom jeg kunne se at der var noget meget rigtigt i de 3 Principper, mærkede jeg ikke selv så ofte, at jeg virkelig havde forstået hvad de gik ud på. Derfor var jeg glad for at Natasha Swerdloff satte et kursus op med start i januar 2019. Allerede kort tid efter første modul, gik det op for mig, at jeg faktisk havde forstået noget. Midt i februar blev jeg bedt om at deltage i et af den slags møder, som ingen ansat har lyst til at deltage i. Derefter blev jeg bedt om at rydde mit skrivebord og kunne tage hjem.

Men det var dagen efter, hvor jeg vågnede op og mærkede at jeg faktisk havde det ganske godt, at jeg kunne se, at jeg havde fået en forståelse af de 3 Principper. Jeg mærkede at ingen ydre omstændigheder, kan påvirke hvordan jeg har det. Det går op og ned for mig, ligesom for alle andre, men nu går det nok lidt hurtigere at komme igennem de perioder hvor alt ikke er lyst.

Noget af det jeg har undret mig over, er:

Hvorfor har vi ikke bare en knap til at slukke for tankerne. Hold op hvor ville det være fedt.

Det vi kan gøre i stedet, er at lade tanker være tanker. Det er når vi giver en tanke en værdi, at den hænger fast. Ved ikke at fokusere på de tanker, der ikke gør noget godt for os, slipper vi for al besværet med følelserne, som er koblet sammen med tankerne. Det lyder nemt, men på grund af at følelserne får det til at fremstå som vores virkelighed, lader vi os forføre til at tro på tankerne.

På et seminar jeg holdt i 2019, fortalte en af deltagerne, at hun efter et dødsfald i familien, i et halvt år, levede i nuet hele tiden. Det var en måde hvor hun kunne komme igennem sorgen, og være der for sine børn, med en lethed hun ikke kunne have haft, hvis hun havde ladet sig føre af tanker. Hun beskrev det som værende at tage stilling til de ting der dukkede op, men uden at bekymre sig om noget. Ingen tanker, kun kærlighed.

Lad mig slutte med et Sydney Banks citat mere:

Thought is not reality; yet it is through Thought that our realities are created.

Tanke er ikke virkelighed, men det er gennem tanke, at vores virkelighed skabes.