Af Sanne Schroll Lønborg
Der er helt stille. Ingen tanker. Mit sind er fyldt op af fred og en følelse af kærlighed. Dyb tryghed. Dyb ro. Der er intet at frygte. Der er kun kærlighed. Det er lysende klart.
I tre dage befinder mit sind sig i dette smukke rum – kærlighedens rum. Stilheden fylder på smukkeste vis hele rummet. Tankerne har aldrig i mit liv været så meget i ro. Det er som om, de ikke findes længere. Indimellem får jeg lyst til at gøre noget. Jeg går ud og laver aftensmad, leger med mine børn eller laver en opgave på mit arbejde. Jeg gør alt det samme, som jeg plejer – men uden nogen tanker. Ingen tanker. Alt er bare stille, fredfyldt kærlighed. Der plejer at være fyldt med tanker i mit hoved. Tanker der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Hvad jeg bør gøre. Hvorfor det er frustrerende, at jeg skal gøre det. Osv. Osv. Tankerne plejer ikke at stå stille i et øjeblik. De kommenterer normalt konstant, alt hvad der sker omkring mig. Men nu er de stille. Helt stille. Og selvom to-do liste tankerne også er gået i stå, så ved jeg alligevel præcis, hvad jeg skal. Det eneste, jeg oplever, er et kærligt nærvær, en væren og en rolig opmærksomhed.
På den tredje dag bliver jeg konfronteret af en, som er irriteret. ”Du burde have gjort noget”, siger han til mig. Han er stresset og træt af, at det ikke er blevet gjort. Derfor har han behov for at give nogen skylden. Og her stod jeg, så jeg fik den. I mit sind er der kun kærlighed. Jeg ser helt tydeligt, hvorfor han gør og siger, det han gør. At det på ingen måde handler om mig. At det udelukkende skyldes hans egne tanker om situationen. Derfor er jeg helt rolig og fyldt med kærlighed. Jeg ønsker bare at hjælpe ham. Hjælpe ham med at komme tilbage til hans ro.
Da han er gået, er det som om, min hjerne – eller mit ego – vågner op fra sin lange søvn. Det var da underligt, siger tankerne. Sådan plejer du da ikke at reagere, hvis nogen beskylder dig for noget, der ikke er din skyld. Du plejer at gå i forsvar. At blive vred. Men nu var du bare helt i ro. Da det går op for mine tanker, at mit sind befinder sig i et helt særligt rum – hvor alt er roligt og kærligt, går tankerne helt amok! Det er jo fuldkommen fantastisk – for det er jo det sted, jeg har ønsket mig hen til nærmest hele mit liv! Tankerne farer afsted. Hvordan kom jeg herhen? Hvor længe har jeg været her? Jeg farer i tankerne igennem de sidste tre dages oplevelser, og jo mere jeg får øje på det rum af kærlighed, som jeg åbenbart har befundet mig i flere dage, jo mere glad og overvældet bliver jeg. Tænk at jeg endelig har fået lov til at opleve det sted, som jeg har læst om så mange gange.
I mange af Sydney Banks bøger og foredrag taler han om, at vi finder svaret i stilheden. Jeg har altid troet, at jeg godt vidste, hvad det betød. At vi skulle være stille og lytte indad. Men efter at have oplevet denne stilhed, som var så overvældende og anderledes, end nogen anden stilhed jeg nogensinde har oplevet, ved jeg pludselig præcis, hvad han mente. I den stilhed – i det kærlige rum – er der ingen spørgsmål. Her findes kun svar. For her er ingen usikkerhed. Alt er klart. Og alt er kærlighed.
Efter at mit ego er vågnet op, falder jeg tilbage i den normale verden. Tankerne er ikke længere stille, og jeg er tilbage i mit almindelige sind.
Men jeg har set stilheden. Jeg har boet i kærligheden. Og oplevet at det virkelig er vores naturlige tilstand at føle os sikre, rolige og kærlige uanset hvad. Jeg har set, at det er den, vi er. Det er den vi alle sammen er og dette smukke stille rum er tilgængeligt for os alle. Jeg glemmer ofte, at det er sådan det er. Men min oplevelse har givet livet et nyt lys – en hel dimension af lys, som jeg slet ikke vidste fandtes!