Af Gunda Nygaard Vinther
Det er juleaftensdag. Sneen daler langsomt ned. Jeg er vågnet, sidder i sofaen, stadig med søvnen i øjnene og håret strittende ud til alle sider. Ungerne leger omkring mig, eller faktisk skændes de… Jeg sidder med min morgenkaffe og tænker: ”Hmm…burde jeg gøre noget?” Men før jeg ved, hvad jeg skal gøre, har ungerne løst det selv.
Jeg søger tilbage til min lille lune plet i sofaen. Skutter mig, pakker mig væk fra den kolde sne. Finder varmen ved den lune kaffe.
Jeg sidder lidt og tænker, hvordan livet kan forme sig. For to år siden ville jeg ikke kunne være blevet siddende, til ungerne selv havde løst konflikten. Og jeg ville ikke have været glad, selvom de skændtes. Jeg ville tro, at det var mit ansvar. Mit ansvar, at der altid var fred og idyl. Mit ansvar, at mine børn var glade. Jeg ville ikke kunne rumme, at de var uvenner. Og da slet ikke på juleaftensdag. Jeg ville synes, at det var deres skyld, at jeg ikke kunne få et øjebliks fred.
Dengang vidste jeg ikke at freden, roen og kærligheden ikke skulle findes ude i verden. Jeg vidste ikke, at det var min grundessens. At jeg havde den evige kilde til ro, inde i mig selv. Så jeg ville bebrejde, og sikkert give dem skylden for, at jeg nu ikke kunne nyde julen…
Men hvad er det, der gør jul til noget særligt? Hvad er det, der gør livet til noget særligt? Det er, at opdage glæden, at opdage den evige kilde til lykke og ro. De uendelige muligheder… Potentialet. At opdage, at vi kan opleve alting. Og at vores oplevelse kun er en ud af flere 1000 mulige.
Udenfor daler sneen stadig. Bittesmå snefnug, som lander i den store fælles dyne af sne. Vi mennesker er som små snefnug. Vi har vores unikke plads. Vi har vores særlige rolle. Snefnugget er bygget af krystaller, med uendeligt mange farver og former. Vi er som snefnugget. Vi rummer uendeligt mange muligheder, og alligevel har vi vores helt unikke plads i livet. Vi er en del af noget større. Og det vil vi altid være. Vi var det, før vi blev et snefnug, mens vi tog form som et snefnug og når vi igen lander i den store bløde snedyne.
Jeg kigger op på mine børn. Og lige der ser jeg mine børns potentiale. Jeg ser den form de har taget, som deres unikke snefnug. Og jeg glædes. Glædes over, at jeg får lov til at se netop disse snefnug folde sig ud, med deres unikke potentiale. Og jeg ser, at vi er en del af det samme… Det betyder, at jeg også er en del af det samme. Det smukke uendelige store hele…
Så hvad er det, der gør jul til noget særligt? Nej, det er ikke bare ”læssevis af gaver” som Svend Erik Petersen også skriver i sin julesalme1. ”Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.”
Når vi mennesker opdager de uendelige muligheder og livets uendelige potentiale, så følger glæden og optimismen. Vi ser, at alting har sin plads, også skænderier og uvenskab. Men vi ser også muligheden for at leve fra et kærligt og roligt sted og præge verden i en anden retning.
I salmen spørger forfatterne ”Har Gud mon tændt et lys i dig og mig?”. Jeg er ligeglad med ordene, for jeg ved, hvad jeg mærker.
Hvad mærker du?
1. ”Hvad er det der gør jul til noget særligt” af Svend Erik Petersen og Peter Sander Andersen. Kender du den ikke, så und dig selv at høre den fremført af DR’s pigekor: https://www.youtube.com/watch?v=Fg-xgdMrOTY. Det er absolut en af mine favoritter.