Den upersonlige Kærlighed er Livskraft

Af Henriette Curtz Jansen

Jeg har opdaget noget om kærlighed: Jo mindre jeg identificerer mig med mine børn og jo mere jeg forstår, at deres handlinger og liv intet har med mig at gøre, desto mere stabil og kærlig er vores relation. Nogle gange kan jeg se dette som sandt – og andre gange glemmer jeg det. Men før mit kendskab til De Tre Principper tog jeg min egen, mine børns og min mands adfærd personligt, og som udtryk for hvor meget kærlighed der var mellem os. Det var krævende at være i!

Det lyder måske lidt mystisk, men lad os folde begrebet kærlighed ud. Måske kan man kalde den hhv. kærlighed med lille k og kærlighed med stort K.

Kærlighed med lille k.

De fleste tænker måske først og fremmest på kærlighed som forelskelse, eller den vi har til andre. Den hvor vi mærker behovet for hinanden – for andres opmærksomhed, ros, tid, berøring og beundring. Den kærlighed som stiller krav om at blive vandet og plejet. Vi kan føle os afhængige af at få den i de retter doser og på den rette måde. En gensidig forventning. En slags kontrakt. Denne kontrakt kan man uskyldigt også komme til at indgå med ens børn og venner.  Den er præget af tænkning og analyse af egne og andres handlinger – og intellektet arbejder hårdt for at vurdere om kærligheden er truet eller ej – om der er nok af den og om den er god nok. Jalousi, vrede, forelskelse, begær, angst mm. er født af kærligheden med lille k. Spændende og udmattende!

Kærlighed med stort K.

Der findes en anden kærlighed, som er upersonlig. Den foregår bagved alle tankerne, og vi kan være mere eller mindre bevidste om dens eksistens. Men den er der hele tiden. For mig at se, var det den Sydney Banks kaldte Mind – Livskraft. Vi mærker den ind i mellem – når tiden går i stå, fordi roen griber os og vores opmærksomhed pludselig opfatter noget, som rækker bagved intellektets travlhed: En glinsende sten der ruller frem og tilbage i brændingen, en fjers duvende nedgang mod græsset, dansende fnug i søndags-solstrålen – eller bare en følelse i kroppen. Når vi gribes af det der rækker ud over vores forstand, kan vi pludselig se det vi alle deler og er: Den ubetingede Kærlighed – som ER livets smukke pulserende energi: En evig bevægelse mod selvoprettelse og ligevægt. Den er lige så mægtig i regnormen, som i postbuddet, i græsstrået, som i mine børn. Den stiller ingen krav. Den er upersonlig, uforanderlig og uafhængig af vores indsats, oplevelser og tanker – og måske netop derfor bjergtagende smuk. Når vi bliver bevidste om den, beriges vi af en knusende ro.

Når jeg fanger (bare glimt) af DENNE kærlighed, imens min teenager smækker med døren, råber af mig, eller når min mand har glemt bryllupsdagen (igen), så er jeg i en vidunderlig autopilot, hvor tidens hastighed sænkes. Jeg kan se, at det alt sammen intet har med mig at gøre som person. Jeg kan også se at der er uskyld i at være fanget af tanker – af kærlighed med lille k – at være vred eller såret. Det hele har lov til at sameksistere. Det er et roligt, ikke dømmende sted at observere og kommunikere fra. Jeg ved nøjagtigt hvad der skal siges ”pyt” til og hvad der skal reageres på. Mit ego har ingen opgaver.

Det er ikke altid det lykkes for mig. Men hold op hvor er det smukt når det ind i mellem sker!