Når vi får en forståelse af, hvordan vores oplevelse af livet skabes indefra os selv gennem De Tre Principper, så oplever de fleste af os en større lethed. Mange af de ting, som vi før har set som problemer bliver enten mindre eller falder helt bort.

Vi får øje på, at vi oplever livet igennem vores egne tanker og ikke en tro kopi af virkeligheden. Vi får også øje på at mange af vores tanker handler om fortiden eller fremtiden – og at disse jo slet ikke eksisterer lige her og nu, hvor vi befinder os nu. Tanker om fortiden er minder, som vi genkalder os, men som ikke eksisterer andre steder end i vores sind. Tanker om fremtiden vil altid handle om noget, som ikke er sket endnu og som måske aldrig kommer til at ske. Når vi får øje på det, så betyder det, at vi mere naturlig er mere tilstede i nuet. Vi oplever det som er lige her og nu, i stedet for at være fanget i vores egne tanker om det som var eller måske kommer. Når vi er i nuet oplever vi mere ro og klarhed.

Vi får også øje på, at det vi oplever ikke er den, vi er. Vi er ikke defineret af vores tanker. Tankerne kommer og går. Nogen gange ser livet lyst ud og andre gange føler vi, at det hele virker tungt og svært. Når vi får øje på, at vi i virkeligheden er Livskraften i stedet for alle de mange ting vi tænker vi er, så står vi på en langt mere fast grund end vi før har følt.

Mange af os oplever også, at vi får nemmere ved at indgå i relationer med andre. Når vi får øje på, at vi oplever verden inde fra os selv – så får vi også øje på, at det selvfølgelig også gælder for alle andre. Så når mennekser omkring os fx er vrede eller frustrerede, så ved vi, at det skyldes de tanker, de har om virkeligheden lige der. Så vi tager det ikke længere så personligt og kan derfor bedre bevare klarhed og ro i situationen. Det betyder, at vi ikke længere oplever os selv som et offer for omstændighederne. Vi får øje på, at vi selv har muligheder for at handle og for at vælge det, der er rigtigt for os.

Mange der møder forståelsen af De Tre Principper giver udtryk for, at det er dejligt, at det ikke er en metode eller teknik. Mange af os har forsøgt os med forskellige metoder og teknikker til at få det bedre, men det er ofte svært at huske at udføre dem og finde tid til dem i hverdagen. Når vi får en forståelse af, hvordan vores oplevelse af livet skabes indefra og ud gennem De Tre Principper, så er det ikke nødvendigt at huske på teknikker eller metoder. Så SER vi hvordan vi vores oplevelse skabes, og alene den viden gør en stor forskel i, hvordan vi oplever livet.

Det betyder også, at mange oplever, at forståelsen af De Tre Principper hjælper dem med stress, angst, depression og mange andre psykiske symptomer. Samtidig med at mange oplever, at arbejdslivet bliver lettere, fordi mange opgaver nu løses i en form for flow, hvor alt virker mere ubesværet og enkelt. Forståelsen har derfor også vundet indpas hos sportsudøvere, virksomheder og andre, der ønsker high performance.