Af Sanne Raunkjær Siglev
Jeg købte denne fine bog, fordi jeg er vild med Judith Sedgeman og hendes måde at formidle principperne på. Må indrømme, at jeg i første omgang blev skuffet, da jeg opdagede, at det var en slags selvbiografi, og jeg havde forventet en mere klassisk 3P-bog. Men mine “bristede forventninger” blev gjort totalt til skamme! Denne bog har så mange vidunderlige facetter. For det første så skriver Judith, der har en baggrund indenfor journalistik, helt fantastisk. Derudover tager hun læseren med gennem sin opvækst, ungdom og voksenliv i en historisk tidsperiode i USA, hvor der stadig mange steder var raceopdeling, hvor landet førte krige forskellige steder i verden, hvor ligestilling mellem kønnene var nærmest fraværende, hvor mennesket landede på månen, og hvor nye politiske vinde gang på gang blev forsøgt kvalt ved attentater. Og samtidig gennem hele bogen, fra hun var helt lille, taler Judith ind i sine møder med principperne, og hvordan de konstant skabte hendes oplevelse af verden, længe før hun vidste, at det var det, der foregik. Hun beskriver mødet med principperne gennem Dr. Bill Pettit, og hvordan de ændrede hendes liv og manges andre. Og hun beskriver ydmygt sin opdagelsesrejse, og sin åndelige udvikling med principperne, og hvordan hun mange gange undervejs er faret vild i sine menneskelige oplevelser på trods af sine indsigter og viden. Som læser og som én, der selv har påbegyndt sin opdagelsesrejse med forståelse af principperne – en forståelse, der nogle gange synes helt vidunderlig, nogle gange synes helt uden for rækkevidde, men som oftest synes et sted midt imellem – føles det dejligt beroligende og bekræftende med et indblik i, hvordan én af de “gamle store stjerner” inden for forståelsen også har haft/har en rejse med blindgyder, bump på vejen og masser af menneskelig “fejlbarlighed”.Og så er det ikke mindst en 3P-historisk fortælling om, hvordan en lille skare af mennesker forsøgte af sprede budskabet og effekten af et nyt psykologisk paradigme. Hvordan det stille og roligt spredte sig blandt “menig mand” også på tværs af kontinenter, men hvordan der samtidig var en nærmest umulig opgave at få paradigmet anerkendt indenfor den etablerede videnskabelig verden. Og en beskrivelse af den konstante balancegang i at holde budskabet rent og simpelt, men samtidig forsøge at få det ud i kredse, der kalder på formen fremfor det formløse. På metoder og teknikker frem for forståelse og indsigter. Det blev vist en lidt lang anmeldelse
men ville lige dele min oplevelse
Det bliver 
og 
herfra