Af Kim Brems
Jeg genlæste Sydney Banks’ The Missing Link en aften, afsnittet om tanker.
Hver morgen laver jeg et program, som inkluderer udstrækning, noget styrketræning og de 5 tibetanere. Når jeg er i gang der, forsvinder de forstyrrende tanker, og ofte finder nye friske tanker vej.
Det skete så også dagen efter læsningen. Det gik op for mig, at alle sanseindtryk hænger sammen med tanker.
Så når vi dufter til en blomst, har vi også en tanke om, at blomsten dufter af et eller andet. Når vi ser et letbanetog (jeg bor i Odense), så har vi tanken om et letbanetog, og måske alle mulige associationer vi nu har fået til letbanetog.
Når vi hører en lyd, forbinder vores tanker den med noget, f.eks. en skraldebil, hvor en skraldemand tømmer en affaldsspand. Du kan selv fortsætte med egne eksempler.
Det har jeg ikke været bevidst om før. Men det er jo ret vildt, at alt omkring os, alle indtryk, bliver tolket af vores tanker.
”Harddisken”
For nylig var jeg til en reception på min tidligere arbejdsplads. En god bekendt havde 40 års jubilæum. Det er pudsigt, hvordan vi ved genkendelsen af gamle kolleger straks sætter navn på, og kan huske meget af det vi havde sammen. Jeg huskede noget om de gamle kolleger, noget af hvad jeg havde hørt om deres børn, hvad de havde oplevet m.m.
Det er som om vi har en ikke-fysisk harddisk, hvor vi trækker oplysninger frem fra. Denne ”harddisk” har også gemt diverse mere kedelige oplevelser vi har haft, og de ting vi har troet så meget på om os selv, at det er ”blevet os – hvordan vi er”. Oplysningerne er gemt med alle de sanseindtryk, der var i det øjeblik, hvor oplevelsen skete.
Når noget aktiverer ”data fra harddisken” springer alle sanseindtryk frem og måske overvælder os.
Lige indtil vi erkender, at det er tanker – som igen, igen spiller os et puds. Vi hopper i med begge ben, når vi bliver overvældet af tanker/følelser.
Med forståelsen af De Tre Principper er det blevet nemmere at erkende, at det er tanker, som ligger bag vores oplevelser. Når vi virkelig har fundet ud af, hvordan vores mentale design fungerer, bliver livet bare lidt lettere.
Jeg har kendt til De Tre Principper siden 2014, hvor en tidligere kollega gav mig et tip om en Ted Talk på YouTube. Den var fin nok, og YouTubes automatik funktion startede den næste video. Det var Michael Neills: Why aren’t you awesomer. Bum sagde det – her var noget jeg havde søgt efter længe. Jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var, men noget var der.
En episode længere fremme, i februar 2019, fik jeg fuldt udbytte af forståelsen af De Tre Principper. Efter 19 års ansættelse i sammen firma, fik jeg 5 minutter til at rydde mit skrivebord. Dagen efter vågnede jeg op og sagde til min kone, alt er OK. Det var fordi, jeg vidste, at intet udefra kan bestemme over, hvordan jeg har det. Så tak til Sydney Banks for at få formuleret De Tre Principper for 50 år siden.