Jeg har holdt mig selv fanget i et fængsel af tanker 

Af Nadia Mouna (Tak til Henrik Andersen for lån af et af dine væsner/malerier)

Det er dagen efter, jeg opdager det. At jeg ikke har nogen tanker om, at det da også var for dårligt, at jeg ikke kunne, at jeg burde, hvad mon de andre tænker om mig, med det arbejde jeg har, alt det jeg plejer at sige til mig selv bagefter. Men de er der ikke. Tankerne. Dommen over mig selv. Der er bare stille. 

Det var der også, da jeg tog hjem dagen før. Stille inde i hovedet. Men jeg lagde ikke mærke til det i samme grad som dagen efter. 

Og underviseren havde nærmest ikke sagt noget. 

Det var efter en længere pause i uddannelsen, at vi skulle dele lidt om, hvor vi var. Og da det blev min tur, snørede det hele sig sammen igen, og jeg kunne ikke sige noget som helst. Jeg sad bare der og kiggede ned, kunne ikke, alt imens angsten galopperede i min krop. 

Jeg husker ikke, hvad underviseren konkret sagde, men noget med at give det plads, noget med at det er okay. Det var ikke mange ord hun brugte, men jeg mærkede hendes energi og hendes ro. En fornemmelse af at jeg godt måtte sidde og lade være med at sige noget. 

Følelsen af at sidde og lade roen komme tilbage til mig med den ro, der var omkring mig. 

Giv plads og have tålmodighed med mig selv. 

Helt stik modsat det jeg havde gjort i alle årene indtil da. Nemlig at presse mig selv til at skulle sige noget. Få det overstået. Holde ud og kæmpe mig igennem. 

Men den dag var det som om en sprække åbnede sig, og der kom en kile af lys ned i mit hoved. Og dagen efter så jeg, hvor det havde ramt. 

Det havde lyst det sted op inde i mig, der havde kapslet den gamle frygt inde. Den jeg oplevede som barn, da min far underviste mig i arabisk. Hans måde at undervise mig på var, at jeg skulle præstere, svare rigtigt, adlyde – og hvis ikke jeg kunne, var han fuld af skældsord, det, der efter hans målestok, var den rigtige måde at få børn til at lære på. 

Siden da har jeg følt mig forkert og utilstrækkelig. 

Lektierne der tårnede sig op foran mig, og historien jeg havde fortalt mig selv om, at jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg troede jo på, at den måde min far ville have mig til at arbejde på, var den rigtige. At hvis jeg bare anstrengte mig nok, så skulle den boglige viden nok komme. Men jeg synes ikke, jeg kunne lagre viden i hjernen på samme måde, som andre kunne, som min storebror kunne. 

Og jeg skammede mig over det. 

I præstationssituation efter præstationssituation har jeg fået bygget en fortælling op med udgangspunkt i ‘far’-stedet inde i mig. Jeg har holdt mig selv fanget i et fængsel af tanker om, at jeg ikke kan. Og når man gør det i så mange år, som jeg har gjort, bliver det en sandhed. En sandhed, som især udspiller sig, når jeg skal sige noget foran andre, sådan som jeg skulle den dag. Foran mine medstuderende. 

Men det, at min underviser var så nænsom i sine ord og sin energi, hjalp mig til, at der blev ro. Så meget ro at jeg i dag kan sige, at jeg ikke længere lider af præstationsangst. Jo, jeg kan godt blive nervøs før jeg skal sige noget, selvfølgelig, men det er ikke i nærheden af, hvad det har været. 

Jeg tror ikke længere på de usikre tanker. 

Jeg ved at jeg kan, når jeg skal. Og det føles fantastisk befriende. 

Det uskyldige er, at det er mig selv, der har skabt det fængsel, jeg har levet i – i så mange år. At det er mine tanker, der har holdt mig fanget. Ved hjælp af min indre ro forstod jeg pludselig kraften i min egen tænkning på et dybere plan. 

I dag ved jeg, at jeg kan hente lige det, jeg har brug for, i mit indre, ved at være stille længe nok. Det giver tryghed. Vi besidder alle en indre visdom, der ikke er knyttet til hvem vi er, eller hvad vi kan, men en spirituel intelligens, som vi kan hente det fra, vi har brug for. Det er kun de tanker, som vi (ubevidst) skaber livet igennem, der lægger lag udenpå den spirituelle intelligens og gør, at vi ikke kan få forbindelse til den. 

Men når der bliver kastet lys på de tanker og historier, vi har fortalt os selv, og de overbevisninger der på den måde opstår, får vi igennem nye tanker hjælp til at slippe dem.