De Tre Principper er en indsigtsbaseret forståelse, af hvordan alle mennesker fungerer og oplever livet. De tre Principper er en forståelse af, hvordan vores sind fungerer. Vores sind har altid virket sådan og gør det, uanset om vi kender til forståelsen af De Tre Principper eller ej. Helt på samme måde som tyngdekraften virker for os alle sammen, uanset om vi kender til den eller ej. 

De tre formløse principper Livskraft, Bevidsthed og Tanke forklarer hvordan vi mennesker oplever livet, vores adfærd og vores følelser. Det ser ud som om vi oplever det der sker omkring os – fx de mennesker vi er sammen med eller den situation vi befinder os i. Men vores oplevelse kommer altid kun fra, hvad vi tænker om det, der sker omkring os. Vi tror, at vi med vores sanser opfatter virkeligheden præcis som den er. Og at vores følelser og oplevelse af livet derfor kommer direkte fra det, der sker omkring os. Men vi overser det faktum, at alt hvad der sker omkring os og som vi oplever først er blevet filtreret gennem vores tanke-filter. Vi oplever således ikke virkeligheden som den er – men som vi tænker om den.  

Det kan fx være når vores partner gør noget, som irriterer os – så tror vi, at vores irritation kommer fra det, han eller hun gør eller siger. Måske efterlader din partner ofte sin kaffekop på køkkenbordet i stedet at sætte den ned i opvaskemaskinen, selvom du har sagt det mange gange eller det kan være, at din partner ofte siger noget, som du synes er urimeligt. Når vi oplever det og ikke synes det er i orden, så føler vi irritation eller vrede eller måske bliver vi kede af det, fordi vi har sagt mange gange, at vi gerne vil have at koppen bliver sat ned i opvaskeren eller at vi ikke kan lide at blive talt til på den måde. Vi føler måske, at vores partner ikke respekterer os og deres opførsel føles personlig. 

Men det vi overser er, at vores reaktion på vores partners opførsel ikke altid er den samme. Nogle gange bliver vi virkelig frustrerede og irriterede, mens vi andre gange bare trækker på skuldrene eller måske slet ikke bemærker det. Og da vi var nyforelskede, synes vi måske ovenikøbet, at det var lidt kært, det de gjorde. 

Med principperne skabes der en forståelse af, hvordan livet opleves indefra og ud. Det er ikke en ny forståelse. Vise mennesker og Østens mystikere har fra tidernes morgen talt om dette, og siden starten af sidste århundrede har kvantefysikkerne med danske Niels Bohr i spidsen også̊ peget på sammenhængen mellem den, der observerer, og det observerede. Denne viden er altså ikke ny og det er derfor forståelsen af De Tre Principper kan virke så bekendt. For vi møder de samme indsigter, når vi kigger nærmere i de fleste religioner, spirituelle retninger og selvhjælpsbøger. Og vi har hele vores liv oplevet at få indsigter, som peger os i retning af denne forståelse.  

Forståelsen af De Tre Principper peger på, at du allerede har, hvad du har brug for til at være i Livet, og for at opleve mental sundhed, glæde og kærlighed. Det er din fødselsgave.  

Lad os se mere på De Tre Principper: Livskraft, Bevidsthed og Tanke.