af Lotte Lykkegaard Laursen
Uddrag af en ny antologi om ’Corona-krisen’ i et 3P perspektiv (endnu ikke udkommet)
Sorø, den 11. marts 2020
”Dét, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere. Der vil komme svære situationer for mange borgere. Der bliver brug for, at vi hjælper hinanden. Da jeg stod her i går, var 157 danskere smittede med Corona. I dag har vi 514 smittede …!”
Det var nærmest surrealistisk at opleve Mette Frederiksens historiske nedlukning af landet den 11. marts 2020. Jeg sad i sofaen med to af mine børn på hver side af mig og prøvede at forstå dét, statsministereneren sagde. En masse tanker fløj igennem mig. Hvordan får jeg min ældste søn sikkert hjem fra USA? Hvordan vil det gå min gamle farmor på 97 år, hvis hun bliver smittet? Hvordan passer vi bedst på vores børn? Hvad med min egen kroniske sygdom? Hvordan vil jeg kunne klare at blive smittet med Covid-19? Hvad kommer det til at betyde for min virksomhed? Vil jeg miste mine kontrakter? Alle mine kontrakter?! Vil jeg være nødt til at lukke mit firma, som jeg har elsket at drive de sidste fire år? Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Kunne jeg have gjort noget? Hvad vil det betyde for vores økonomi? Tankerne væltede ind over mig, mit hjerte bankede hurtigere, og jeg kunne mærke den gamle, velkendte fornemmelse af, at ’jeg’ træder i baggrunden, og mit intellekt tager over og prøver at finde hoved og hale i tingene, analysere, regne ud, finde løsninger og træffe beslutninger for mig.
Som en hjerne på en pind sad jeg dér og gav al min opmærksomhed og energi til mit lille intellekt i håb om, at det ville finde klarhed, overblik og en vej igennem en verdensomspændende pandemi – god arbejdslyst! Heldigvis blev jeg forstyrret i min kværnende tænkning, da jeg mærkede en uro i kroppen. Først genkendte jeg den, som den velkendte følelse af uro, der kommer (og advarer mig), når jeg får tænkt mig på afveje. Men denne uro var anderledes boblende og forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet, da jeg intuitivt krammede mine børn ind til mig. De lænede sig ind i krammet, og jeg fornemmede en enhedsfølelse, et øjeblik af samhørighed med dem og alting.
De sad dér nærværende og lyttende til statsministerens italesættelse af ’noget grundlæggende nyt i den ydre verden’, som vi nu skulle forholde os til og navigere i forhold til. Danmark lukkede ned, og samtidig kunne jeg mærke mine ungers hjerter slå, deres rolige åndedrag, afslappede kroppe og se lyset i deres øjne, da de kort så på mig for så igen at rette opmærksomheden mod statsministeren. De var bare. De var ikke ved at skræmme sig selv fra vid og sans med dystre katastrofetanker. De var bare. Klar til at navigere i ny kompleksitet og uforudsigelighed og finde nye veje i de nye omstændigheder. Uden alt det (tankeskabte) drama, der et øjeblik tidligere havde været ved at tage både pusten og handlekraften fra mig. For ikke at nævne livets lethed, optimisme og klarhed, der jo altid venter på os bag alle tankerne og analyserne. De ydre omstændigheder havde ændret sig, men alt var det samme.
Med disse to vidunderlige ’livskraft i form’ i mine arme mærkede jeg, at freden indfandt sig i mig igen. Fra dette rolige sted blev jeg fyldt af taknemmelig over alt dét, jeg er så heldig at være en del af, over at mine børn endnu engang havde vist mig vejen tilbage til roen bag tankernes kværnen og sindets grublen – og særlig over, at de viste mig, at livet har os – også i en Corona-pandemi. For vi kan ikke kontrollere, hvad der sker med os – men vi vil altid bounce back – uanset hvad. Vores menneskelige, mentale ”fabriksindstillinger” vil hjælpe os med at navigere gennem livet og finde vej i de omstændigheder, vi må møde – selv i de mest udfordrende tider.
Og det satte jeg min lid til!
Corona-pandemien gav min virksomhed nye vilkår og nye spilleregler, men mine mentale fabriksindstillinger var stadig de samme og ville være tilgængelige for mig 24/7 og stråle igennem mig med friske tanker, nye idéer, indre klarhed, kreativitet og betingelsesløst og ubegrænset flow, der ville guide mig igennem alle de situationer og omstændigheder, jeg ville komme til at stå over for. Altså hvis jeg lyttede den vej og ikke lod mit intellekt overdøve min indre visdom med mental støj a la ”Bare jeg ikke mister alle mine kontrakter i mit firma!”, ”Jeg vil aldrig kunne finde et lige så givende arbejde, hvis jeg bliver nødt til at lukke mit firma!”, Drama, drama, drama…
Mit intellekt fik ret. Men også ro.
De følgende dage blevet alle mine kontrakter i mit lille firma opsagt eller udskudt på ubestemt tid. Jeg ryddede et skab for mapper med nu tidligere kontrakter, opgaver og arrangementer og brugte det til at råbe ind i, når endnu en kontrakt blev opsagt, og min opgaveportefølje og indtægtskilde svandt ind. Så kunne frustrationen ligge derinde og støje uden at forstyrre den skønne ro, der havde indfundet sig i mig hinsides mit intellekt. Og fra denne ro udsprang alle mulige nye idéer. Ugen efter fik jeg en rigtig god idé ud af det blå, og allerede to uger efter nedlukningen fik jeg godkendt et projekt og modtog en flot bevilling til at ’Styrke mental sundhed og trivsel på arbejdspladser i en krisetid’.
Sorø, den 11. marts 2021
På årsdagen for den historiske nedlukning af landet ser jeg tilbage på en begivenhedsrig periode. Corona-pandemien lukkede ikke bare Danmark, men hele verden ned og påvirkede millioner af liv – også langt ud over selve virussen og dens direkte konsekvenser. Der har været mange afsavn, restriktioner og begrænsninger, men mange har også oplevet positive sider af nedlukningen, som øget samfundssind, fællesskab og tid og ro til fordybelse.
For mig og min lille virksomhed bragte det nedlukkede år mange fantastiske oplevelser og muligheder med sig, som jeg ikke havde kunnet tænke mig til eller havde kunnet lave en virksomhedsstrategi for at forløse. Mange planlagte forløb, foredrag og arrangementer, som jeg virkelig havde glædet mig til at afholde, blev aflyst. Men mange nye, skønne muligheder og projekter opstod, og spændende invitationer kom fra uventede kanter. At mange af mine planlagte arrangementer blev aflyst, gav plads i kalenderen til at skabe nyt og takke ja til at komme ud i nye kontekster, virksomheder og organisationer.
Havde nogen sagt til mig for et år siden, at jeg stod over for året, hvor toppen af dansk erhvervsliv ville sætte mental sundhed øverst på den strategiske dagsorden og invitere mig ind til at hjælpe dem med at håndtere mental støj, pres og stress, og få indsigt i hvordan man kan finde tilbage til mentalt overskud, bedre balance, større nærvær og handlekraft i et arbejdsliv, der er udfordret af Corona-krisen, og at håndtere forandringer, modgang og udfordrende omstændigheder og samtidig lykkes med at finde nye veje for virksomheden, få blik for nye produktmuligheder og øge trivsel, engagement og virkelyst i en krisetid, for bare at nævne noget, ville jeg havde sagt: ”Keep dreaming!”. Havde nogen sagt til mig, at der for hver kontrakt, der blev aflyst, ville komme tre nye til, ville jeg ikke have troet på det.
Men sådan gik det.
Når jeg sidder her og ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at jeg for et år siden endnu engang sprang på den ældgamle misforståelse om, at mental fred, overskud, overblik og glæde udspringer af handling – at gøre noget, at få ’styr på det’, at regne den ud. Budskabet i dette skriv er det modsatte. Naturlig handling, at kunne navigere gennem alle de omstændigheder, vi møder, med lethed, flow og handlekraft, dét, vi i erhvervspsykologien kalder ’natural high performance’, udspringer af fred. Den medfødte, mentale fred og klarhed, der altid er til rådighed for os, fordi det er vores grundindstillinger.
Og når jeg sidder her, den 11. marts 2021, testet positiv for Corona, den nye engelske virusvariant, er det godt at vide, at både kroppen og psyken er fælles om at genfinde deres ’fabriksindstillinger’, når de lades i fred. At mit fysiske immunforsvar, ligesom mit mentale immunforsvar, vil gøre dét, det er bedst til, helt uden min indblanding.
Alt godt,
Lotte
Foto fra Unsplash.