Af Kim Gibhart Christensen
Min hustru og vores to børn havde længe talt om, at de gerne ville have hund. De talte om, hvilken race det skulle være, og hvad der var deres respektive favorithund. Nogle gange vovede de sig til at spørge mig, selvom de kendte svaret: ”Far, skal vi ikke have hund?” ”NEJ!” ”Hvorfor ik’??” Og så fik de svaret som var godt øvet. “Fordi en hund kræver tid, pleje, der skal samles hundelorte op, der skal gåes tur, den skal trænes, den skal passes, hvis man skal på ferie og så sviner den.” Når jeg talte om hund, kunne jeg tydeligt mærke, hvorfor jeg ikke ønskede en hund. Jeg kunne mærke tyngden på skuldrene af alle de ekstra opgaver. Derudover tænkte jeg på alle de gange, hvor jeg havde mødt hunde. De sprang op, bed i tæpper og møbler, var vilde når der kom gæster, tissede på gulvet, drev deres ejere til vanvid, så de skulle bestille hundepsykolog, der kunne fortælle, at ejerne skulle bruge endnu mere tid på at aktivere hunden. Der var med andre ord masser af “støj” på linjen hos mig.
Efterhånden skete det ikke så ofte, at børnene spurgte om hund. Jeg kunne mærke, at de var trætte af, at jeg var så afvisende omkring det at få hund.
På et tidspunkt var det som om, at der var mindre “støj” på linjen hos mig. Jeg kunne mærke kærligheden til min familie fylde mere, og med det kom en bevidsthed om, at det, jeg mærkede, jo ikke havde noget med en hund at gøre, men handlede om mine tanker. Jeg var faldet for misforståelsen af, hvor mine følelser kom fra, og hvem jeg i virkeligheden er. Nu var det som om, at der pludselig kunne komme nye tanker, f.eks. blev det tydeligt, at der jo var mange glæder forbundet med en hund, og jeg ville elske at se mine børn få glæden ved en hund. Det kunne da godt være, at det ville være besværligt at få den passet, hvis vi skulle på ferie, men det var jo kun 15-20 dage ud af 365 dage – alle de andre dage, var der ingen problemer. Pludselig dukkede en fornemmelse af kærlighed og samhørighed op, når jeg tænkte på en hund.
Mine børn sneg sig til at spørge til hunden igen, og pludselig kunne jeg høre mig selv tale med om hvilken hund, jeg kunne tænke mig. Børnene vejrede morgenluft og begyndte at spørge mere. Det endte med, at jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi skulle have hund, men jeg ville godt med ud og se nogle forskellige slags hunde. Min hustru undrede sig. Hvad skulle det nytte?? Enten ville man have hund, eller også ville man ikke.
Hun har altid været vild med Lassie, så hun ville gerne have en collie. Det var fint for mig, at det var det, vi startede med. Jeg vidste jo, at vi nok alligevel ikke skulle have hund. Vi fik fundet et sted, ringede, og vi måtte gerne komme derud.
Stedet levede op til mine fordomme; ude på landet, faldefærdigt og meget beskidt. Da vi kom ind, blev vi mødt af nogle hunde. Min store overraskelse kom, da vi havde set hvalpen og derefter mødte moderen. Jeg blev dybt fascineret. Hun kom gående helt majestætisk. Rolig, mild og afbalanceret på trods af alt postyret omkring hende. Jeg havde aldrig troet, at en hund kunne være på den måde – jeg var forelsket.
Efter besøget kunne min hustru og børn godt se, at noget havde ændret sig i mig. Jeg ville gerne ud og se et sted mere og et sted mere. Alle tre steder var mit indtryk det samme, og min familie var lige så forelskede i hundene som jeg.
Nu har vi haft hund i ca. 6 måneder, og jeg er vild med det. Jeg er specielt vild med den glæde, den dagligt vækker i familien. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være på den her måde at have hund. Børnene hjælper med at lave mad til den, går ture med den, samler hundelorte op, hjælper med at passe og pleje pelsen, børster tænder på den, støvsuger fra tid til anden og tager med til hundetræning. Hunden har bidt i tæpper og møbler, har tisset på gulvet, hoppet op, svinet og været ved dyrelæge med efterfølgende (hunde)dyre regninger til følge, men det gør ikke så meget. De mange glæder opvejer det. Det er tydeligt for mig, at forandringen ikke skete ved, at jeg fik løst alle mine problemer, men at jeg genkendte, at kærligheden er vores sande natur, og derfra ser alting anderledes ud, end når vi er i vores tanker om, hvem vi er, eller hvordan verdenen ser ud.
Da vi havde haft hund i nogle måneder, var mine forældre på besøg, og da min mor så, at jeg lå på gulvet og nussede med hunden, sagde hun: “Det havde jeg aldrig troet om dig, Kim!”
Større kompliment kunne jeg ikke få.